Der er noget, jeg gennem årene er blevet mere og mere optaget af som kropsterapeut.
Nemlig hvor meget et menneske kan lære at bære, uden længere at opdage, hvor tungt det egentlig er.
Du kan have vænnet dig til at leve med bekymringer, ansvar, gamle konflikter og en konstant følelse af at skulle være på forkant, så det efterhånden føles helt naturligt, og du kalder det måske bare din personlighed, at du er pligtopfyldende, omsorgsfuld, stærk eller et menneske, der har svært ved at sidde stille.
Men hvad nu, hvis noget af det, du kalder din personlighed, i virkeligheden er gamle overlevelsesstrategier?
Måske lærte du allerede som barn at aflæse stemninger, fordi du aldrig helt vidste, hvilket humør de voksne var i, eller måske fandt du ud af, at det var lettere at være sød end at sige imod, og at du fik mest anerkendelse, når du var dygtig, hjælpsom og ikke havde brug for ret meget selv.
Du lærte at tilpasse dig, holde dine følelser tilbage og sørge for, at andre havde det godt, og måske har du gjort det lige siden.
Det interessante er, at kroppen følger med i den måde, vi lever på, for når du bliver utryg, kan maven spænde, åndedrættet blive kortere, og musklerne gøre sig klar til at reagere, og hvis du gennem mange år lever med de samme belastninger, kan disse reaktioner blive en del af kroppens vanemønstre.
Du kan altså have skabt et liv, hvor du på papiret har det godt, samtidig med at kroppen stadig reagerer, som om den skal passe på dig.
Og her bliver fordøjelsen interessant.
For vores fordøjelsessystem arbejder hele tiden med at modtage, nedbryde, bearbejde, sortere, optage og skille sig af med det, vi tilfører kroppen, og jeg synes, det er fascinerende at bruge disse fysiologiske funktioner som et spejl på vores følelsesmæssige liv.
For hvad tager du egentlig ind gennem livet? Hvad får du bearbejdet? Hvad lader du blive en del af dig? Og hvad bliver du ved med at holde fast i, selvom det for længst har mistet sin betydning?
Måske er det ikke kun din fordøjelse, der har brug for at komme videre. Måske er det dig.
Munden og kæben – hvor mange gange har du slugt dig selv?
Fordøjelsen begynder i munden, hvor tænderne findeler maden, spyttet hjælper med at gøre den lettere at synke, og enzymer allerede begynder nedbrydningen.
Men munden er også det sted, hvor du udtrykker dig, siger din mening, viser din vrede, beder om hjælp og fortæller andre mennesker, hvad du har brug for, og prøv at tænke på, hvor mange gange du gennem livet har valgt at holde mund, selvom du havde noget vigtigt på hjerte.
Måske voksede du op med en mor, der blev ked af det, når du sagde hende imod, eller en far, der hurtigt blev vred, hvis du ikke gjorde, som han forventede, og måske lærte du derfor, at det var tryggere at tie stille end at risikere en konflikt.
Så du begyndte at sluge dine ord.
Du slugte din vrede, når nogen behandlede dig uretfærdigt, din sorg, når du ikke ville gøre andre kede af det, og dine ønsker, når de ikke passede ind i det, andre havde brug for.
Og måske gør du det stadig.
Du sidder over for din partner og mærker, at noget ikke er i orden, men siger alligevel, at det er lige meget, eller du taler med din mor og får endnu en kommentar, der rammer dig, men smiler og lader som ingenting, fordi du ikke orker diskussionen.
Og bagefter undrer du dig måske over, hvorfor du spænder så meget i kæben og nakken.
I kropsterapi er kæben et interessant område at arbejde med, fordi mange mennesker ubevidst spænder her, når de koncentrerer sig, bliver pressede eller holder en reaktion tilbage.
Her kan du bruge Smoons kæbesæt sammen med massageolie til at arbejde med spændinger omkring kæben og nakken, men jeg synes også, du skal stille dig selv et spørgsmål, mens du gør det.
Hvad er det egentlig, du ikke får sagt?
For måske er det ikke nok at løsne kæben, hvis du bagefter fortsætter med at bide tænderne sammen, hver gang nogen overskrider dine grænser.
Mavesækken – det, du aldrig fik mulighed for at bearbejde
Når maden når mavesækken, bliver den blandet med mavesyre og fordøjelsesenzymer, mens mavesækkens muskler arbejder med at ælte og nedbryde indholdet, så det gradvist kan sendes videre til tyndtarmen.
Mavesækken modtager altså noget, der endnu ikke er klar til at blive optaget, og begynder den proces, der gør det muligt for kroppen at arbejde videre med det.
Og måske er det netop her, vi skal interessere os for alt det, du gennem livet har oplevet, men aldrig rigtig fik bearbejdet.
Måske mistede du et menneske, du elskede, men havde så meget ansvar omkring dig, at du næsten ikke fik tid til at sørge, eller måske oplevede du et svigt i et parforhold, men valgte at fortsætte, fordi der var børn, økonomi og et liv, der skulle hænge sammen.
Eller måske voksede du op med en følelse af aldrig rigtig at være god nok, og selvom du i dag er voksen og har skabt et godt liv, reagerer du stadig voldsomt, når nogen kritiserer dig.
Du kan have lagt oplevelserne bag dig i dine tanker, men nervesystemet kan stadig være præget af de erfaringer, du gjorde dig dengang.
Og her synes jeg, vi skal turde stille et spørgsmål, som måske er lidt ubehageligt.
Har du egentlig bearbejdet det, du har oplevet, eller er du bare blevet rigtig god til at leve videre, som om det ikke længere betyder noget?
For det er ikke nødvendigvis det samme.
Måske kan du forklare præcis, hvorfor din mor var, som hun var, eller hvorfor din tidligere partner svigtede dig, men alligevel mærker du en knude i maven, når du føler dig afvist.
Du har forstået historien med hovedet, men kroppen reagerer stadig på noget, den engang lærte at forbinde med fare eller utryghed.
Når jeg arbejder med maven og området omkring mavesækken, interesserer jeg mig derfor ikke kun for spændingerne i vævet, men også for de reaktioner og vaner, som mennesket har udviklet gennem livet.
For måske har du brugt så mange år på at forklare dine følelser, at du næsten har glemt, hvordan det føles faktisk at mærke dem.
Solar plexus og mellemgulvet – hvorfor blev kontrol din måde at føle dig tryg på?
Solar plexus ligger øverst i maven, lige under brystbenet, hvor et omfattende netværk af autonome nerveforbindelser er med til at regulere vores indre organer, og det er samtidig et område, hvor mange mennesker mærker nervøsitet, utryghed og følelsesmæssige reaktioner meget tydeligt.
Lige omkring dette område finder vi også mellemgulvet, vores vigtigste åndedrætsmuskel, som bevæger sig nedad, når vi trækker vejret ind, og dermed skaber plads til, at lungerne kan udvide sig, samtidig med at trykket i bughulen ændrer sig.
Men prøv at lægge mærke til, hvad der sker med dit åndedræt, når du bliver nervøs, presset eller vred.
Måske holder du det næsten tilbage, spænder under ribbenene eller begynder at trække vejret så højt oppe i brystkassen, at maven næsten ikke bevæger sig.
Jeg har gennem mit arbejde som kropsterapeut mødt mange mennesker, der er så vant til at holde spændingen omkring mellemgulvet, at det næsten føles fremmed for dem, når området begynder at bevæge sig friere.
Og det får mig til at tænke på, hvor meget af vores liv vi kan bruge på at holde sammen på os selv.
For hvorfor blev kontrol overhovedet så vigtig for dig?
Måske voksede du op i et hjem, hvor du aldrig helt vidste, hvilket humør dine forældre var i, og hvor du derfor lærte at være på forkant, aflæse stemninger og forsøge at forhindre konflikter, før de opstod, eller måske oplevede du, at de voksne omkring dig ikke altid var til at stole på, og at det derfor føltes tryggere selv at tage ansvaret.
Så kontrol blev en strategi, der gav dig en følelse af sikkerhed.
Hvis du havde styr på alting, kunne du måske undgå at blive kritiseret, skuffet eller afvist, og hvis du aldrig var afhængig af andre, behøvede du heller ikke risikere, at de svigtede dig.
Det var måske en god strategi dengang.
Men hvad sker der, når du tager den med dig ind i voksenlivet?
Måske bliver du hende, der altid planlægger, organiserer og sørger for, at alting fungerer, og som næsten ikke kan holde ud, når andre gør tingene på en anden måde, end du selv ville have gjort.
Du kalder det måske ansvarlighed, men handler det altid om, at tingene skal gøres ordentligt, eller handler det også om, at du bliver utryg, når du ikke har kontrol?
Jeg har mødt mennesker på behandlingsbriksen, der næsten ikke kan lade en arm være tung, når jeg bevæger den, fordi de forsøger at hjælpe til, spænder op og hele tiden følger med i, hvad der skal ske.
Og så bliver jeg nysgerrig.
For måske har du ikke bare svært ved at slappe af.
Måske har du lært, at det er farligt ikke at have styr på alting.
Når du arbejder med kroppen derhjemme, kan du bruge Smoons massageolie til at massere området omkring den øverste del af maven og langs ribbenenes nederste kant med rolige, blide bevægelser, mens du mærker, om du kan lade åndedrættet bevæge sig friere.
Du kan også bruge Smoons store krops-gua sha sammen med olie til blide, glidende bevægelser over maven og omkring de områder, hvor du mærker spændinger, og lade det være en anledning til at undersøge, hvad der sker, når du ikke forsøger at styre oplevelsen.
Kan du lade kroppen være, som den er, eller begynder du straks at tænke på, hvordan du kan gøre det bedre?
Navlen – din første forbindelse til et andet menneske
Der er noget helt særligt ved navlen, som jeg synes, vi skal interessere os meget mere for.
For prøv at tænke på, hvad din navle egentlig repræsenterer.
Det er her, navlestrengen engang forbandt dig med din mor, mens du lå i hendes mave, og gennem moderkagen og navlestrengen fik du ilt og næring, indtil du var klar til at komme til verden.
Allerede inden du blev født, var dette område altså forbundet med det at modtage, blive næret og være fuldstændig afhængig af et andet menneske.
I dag er navlen et ar efter denne forbindelse, men området omkring den rummer stadig bugvæv, muskler, bindevæv og en del af det omfattende nervesystem, som registrerer og regulerer kroppens indre funktioner.
I kropsterapi synes jeg, det er interessant at bruge navlen som et billede på vores forhold til næring, tilhørsforhold og evnen til at tage imod.
For nogle mennesker er utrolig gode til at give omsorg, men langt mindre gode til at modtage den.
Måske er du hende, der altid tilbyder din hjælp, sørger for, at alle har det godt, og næsten automatisk tager dig af andre, når de har det svært, men hvad sker der egentlig, når nogen vil gøre noget for dig?
Bliver du utilpas, siger du hurtigt, at det ikke er nødvendigt, eller får du næsten dårlig samvittighed over, at et andet menneske bruger tid på dig?
Jeg synes, det er tankevækkende, at vi kan være så optagede af at give vores krop den rigtige næring gennem maden, samtidig med at vi næsten ikke tillader os selv at modtage omsorg, hjælp og kærlighed fra andre mennesker.
Og måske er det værd at undersøge, om du egentlig giver dig selv lov til at blive næret af det liv, du lever, eller om du mest bruger din energi på at sørge for, at alle andre får det, de har brug for.
Du kan bruge castorolie til en langsom mavemassage omkring navlen, hvor du arbejder med rolige, cirkulære bevægelser og giver dig tid til at mærke området, eller bruge Smoons store krops-gua sha sammen med olie til blide bevægelser omkring maven.
Men måske er det vigtigste ikke, hvad du gør med hænderne.
Måske er det, om du overhovedet giver dig selv lov til at modtage noget, uden at du straks føler, at du skal give noget tilbage.
Mave og milt i kinesisk medicin – når du forsøger at fordøje hele verdens problemer
I kinesisk medicin forbindes mavesækken og milten med jordelementet, som blandt andet handler om vores evne til at modtage, bearbejde og omsætte det, vi tager ind.
Mavesækken modtager og bearbejder maden, mens milten i denne traditionelle forståelse forbindes med transformation og fordeling af næring og energi, og her taler vi om miltens funktion i kinesisk medicin, som er bredere end den anatomiske milts funktion.
Men jordelementet forbindes også med bekymringer, grublerier og overtænkning.
Og det synes jeg er utrolig interessant.
Forestil dig en kvinde, der er rigtig god til at tænke.
Hun analyserer, planlægger, forudser problemer og forsøger at finde løsninger på alting, og hvis hendes børn har det svært, bruger hun timer på at overveje, hvad hun kan gøre for at hjælpe dem.
Hvis hendes partner er bekymret, begynder hun straks at finde løsninger, og hvis nogen på arbejdet har et problem, tager hun det næsten automatisk med hjem i hovedet.
Hun kan sidde og spise aftensmad, mens hun allerede tænker på morgendagens opgaver, og når hun lægger sig i sengen, begynder tankerne at gennemgå alt det, hun måske burde have gjort anderledes.
Hun fordøjer næsten aldrig én oplevelse færdig, før hun er i gang med den næste.
I kinesisk medicins forståelsesramme kan vi betragte denne form for vedvarende bekymring og grubleri som noget, der belaster jordelementet.
Men jeg synes, vi skal turde stille et mere provokerende spørgsmål.
Hvorfor føler du egentlig, at du skal tænke dig frem til løsninger på alle andre menneskers problemer?
Er det virkelig omsorg, hver eneste gang du forsøger at ordne noget for andre, eller handler det nogle gange også om, at du selv har svært ved at være i usikkerheden, når noget ikke er, som du gerne vil have det?
Måske kan du ikke holde ud, at dit voksne barn er ked af det, fordi det vækker en uro i dig, som du helst vil slippe af med.
Måske bliver du ved med at analysere din partners humør, fordi du føler dig utryg, når du ikke ved, hvad han tænker.
Og måske er du blevet så vant til at bruge hovedet, at du næsten har glemt at spørge kroppen, hvordan du egentlig har det.
Jeg synes, der ligger noget interessant i, at vi kan bruge så meget energi på at bearbejde andre menneskers liv, at vi næsten ikke har overskud til at være til stede i vores eget.
For måske er det ikke kun din mave, der har brug for mere ro.
Måske har du også brug for at holde op med at tage ansvar for alt det, der aldrig har været dit ansvar.
Leveren – hvor blev al din vrede af?
Leveren er et af kroppens mest arbejdsomme organer.
Den bearbejder næringsstoffer, lagrer og frigiver energi, producerer galde, deltager i hormonomsætningen og omdanner en lang række stoffer, så kroppen kan bruge dem eller skille sig af med dem.
I kinesisk medicin forbindes leverens energisystem med den frie bevægelse i kroppen, vores evne til at skabe retning og følelsesmæssige temaer som vrede og frustration.
Og her synes jeg, vi kommer ind til noget virkelig interessant.
For hvad sker der med et menneske, der gennem hele livet har lært, at vrede er noget forkert?
Måske fik du at vide, at du skulle være sød, forstående og ikke gøre andre kede af det, og måske blev du så dygtig til at se tingene fra andres perspektiv, at du næsten aldrig gav dig selv lov til at mærke, når nogen faktisk behandlede dig dårligt.
Du kunne altid finde en forklaring på, hvorfor de andre gjorde, som de gjorde.
Din mor havde det jo svært. Din partner var presset. Din kollega mente det sikkert ikke sådan.
Men hvor blev du selv af i alle de forklaringer?
Hvor blev din vrede af, når nogen overskred dine grænser, eller når du endnu en gang måtte tilsidesætte noget, der var vigtigt for dig?
I kinesisk medicin arbejder vi med forståelsen af, at leverens energi skal kunne bevæge sig frit, og at frustration og tilbageholdt vrede kan opleves som en form for indre stagnation.
Det er et interessant billede på det, der sker, når du gennem mange år mærker, hvad du gerne vil, men bliver ved med at vælge noget andet.
Måske er du ikke vred, fordi du er et vredt menneske.
Måske er du vred, fordi du gennem mange år har overhørt den del af dig, der faktisk godt vidste, hvad du havde brug for.
Og måske er din vrede ikke problemet. Måske er den det sidste sted i dig, der stadig protesterer imod det liv, du har lært at finde dig i.
Galdeblæren – hvorfor bliver du ved med at vælge det, du ikke ønsker?
Galdeblæren opbevarer den galde, leveren producerer, og frigiver den, når fordøjelsen har brug for den, blandt andet i forbindelse med nedbrydningen og optagelsen af fedt.
I kinesisk medicin forbindes galdeblærens energisystem med beslutningskraft, mod og evnen til at vælge retning.
Og jeg synes, det er interessant at undersøge, hvad der sker, når du godt ved, hvad du gerne vil, men alligevel bliver ved med at vælge noget andet.
Måske har du gennem mange år drømt om at skifte arbejde, men bliver, fordi det er det sikre valg, eller måske er du i en relation, hvor du ikke længere trives, men fortæller dig selv, at det nok bliver bedre, hvis du bare er lidt mere tålmodig.
Eller måske er du blevet så optaget af at træffe de rigtige beslutninger, at du næsten ikke længere tør træffe nogen.
For hvad nu, hvis du vælger forkert?
Hvad nu, hvis nogen bliver skuffede?
Og hvad nu, hvis du opdager, at du selv skal tage ansvaret for det liv, du har valgt?
Nogle gange kan vi blive ved med at analysere vores muligheder, fordi det føles tryggere end faktisk at handle.
Måske er det ikke flere overvejelser, du har brug for. Måske har du allerede forstået situationen godt nok. Måske er det modet til at vælge, der mangler.
Bugspytkirtlen – hvorfor lever du, som om du hele tiden skal yde noget?
Bugspytkirtlen producerer fordøjelsesenzymer, der hjælper med at nedbryde kulhydrater, fedt og proteiner i tyndtarmen, og hormoner, der er med til at regulere blodsukkeret.
Den er altså med til at sikre, at den energi, vi får gennem maden, kan omsættes og bruges af kroppen.
Og her synes jeg, vi kan stille et spørgsmål, der rækker langt ud over kosten.
Hvad bruger du egentlig din energi på?
Måske har du gennem hele livet været vant til at være produktiv, og måske føler du dig først rigtig tilfreds med dig selv, når du har nået en masse.
Du kan næsten ikke holde ud at sidde stille, hvis der er noget, der burde ordnes, og hvis du tager en eftermiddag fri, får du hurtigt dårlig samvittighed, fordi du føler, at du burde bruge tiden mere fornuftigt.
Men hvem lærte dig, at din værdi afhænger af, hvor meget du når?
Måske voksede du op med forældre, der altid arbejdede hårdt, og hvor hvile næsten blev betragtet som dovenskab, eller måske blev du rost for at være flittig, hjælpsom og dygtig, men ikke nødvendigvis for bare at være dig.
Og måske har du taget den forestilling med dig ind i voksenlivet, hvor du fortsætter med at måle din værdi på, hvor meget du præsterer.
I kinesisk medicin forbindes bugspytkirtlens fordøjelsesfunktioner ofte med miltens energisystem og jordelementet, som handler om at omsætte næring til energi og skabe stabilitet.
Men hvad hjælper det, at du giver kroppen den rigtige næring, hvis du samtidig bruger al din energi på at bevise, at du er god nok?
Måske er du ikke træt, fordi du mangler endnu et kosttilskud. Måske er du træt af hele tiden at skulle gøre dig fortjent til at holde fri.
Tyndtarmen – hvorfor tager du alt det ind, der ikke tilhører dig?
Tyndtarmen er et af kroppens mest fascinerende organer.
Det er her, en stor del af fordøjelsen afsluttes, og hvor næringsstoffer optages gennem tarmens slimhinde, så kroppen kan bruge dem til energi, opbygning og vedligeholdelse.
Men tyndtarmen skal ikke bare optage alt, hvad der kommer forbi, for den skal kunne skelne mellem det, der kan optages, og det, der skal videre, samtidig med at tarmens barriere og immunforsvar er med til at beskytte kroppen.
Og jeg synes, det er et utrolig fint billede på vores forhold til andre mennesker.
For hvor god er du egentlig til at skelne mellem det, der tilhører dig, og det, der tilhører andre?
Måske har du en veninde, der ofte ringer, når hun har problemer, og måske kan du mærke, hvordan hendes bekymringer næsten bliver dine egne, så du bagefter bruger resten af dagen på at tænke over, hvad hun skal gøre.
Måske har du et voksent barn, som står i en svær situation, og selvom du godt ved, at du ikke kan løse problemet, bliver du ved med at gruble over det, som om det var dit eget liv, der skulle bringes i orden.
Og måske er du blevet så vant til at tage andre menneskers følelser ind, at du næsten ikke længere kan mærke forskel på deres uro og din egen.
Jeg synes, der ligger noget vigtigt i at forstå, at omsorg ikke behøver betyde, at du skal bære alt det, andre mennesker føler, for du kan godt være nærværende, kærlig og hjælpsom uden at gøre dig ansvarlig for at løse deres problemer.
For hvis du tager alt ind, hvad bliver der så tilbage af plads til dig selv?
Tyktarmen – hvorfor holder du fast i det, du ikke længere har brug for?
Når fordøjelsen når tyktarmen, er størstedelen af næringsstofferne allerede blevet optaget, men kroppen har stadig et vigtigt arbejde tilbage.
Tyktarmen optager blandt andet vand og salte, mens tarmbakterierne bearbejder dele af de rester, der er tilbage, og til sidst skal afføringen transporteres videre og udskilles.
Det er altså en del af fordøjelsen, hvor kroppen arbejder med at bevare det, den stadig har brug for, og komme af med resten.
Og måske er det netop derfor, jeg synes, tyktarmen er så interessant i et kropsterapeutisk perspektiv.
For hvor meget af dit liv bruger du egentlig på at holde fast?
Måske bliver du ved med at tænke på noget, der skete for mange år siden, og selvom du godt ved, at du ikke kan ændre det, vender du igen og igen tilbage til den samme oplevelse.
Måske forsøger du stadig at forstå, hvorfor din mor ikke kunne give dig den omsorg, du havde brug for, eller hvorfor et menneske, du elskede, valgte at svigte dig.
Du analyserer, gennemgår samtalerne og forsøger at finde en forklaring, som endelig kan give dig ro.
Men hvad nu, hvis det ikke er mere forståelse, du har brug for?
Hvad nu, hvis du allerede har forstået det, der kan forstås, men stadig holder fast, fordi det føles som at opgive noget, hvis du giver slip?
Måske føler du, at du svigter dig selv, hvis du ikke længere er vred, eller måske er du bange for, at det, der skete, mister sin betydning, hvis du holder op med at tænke på det.
Og måske er den gamle historie efterhånden blevet så stor en del af din identitet, at du næsten ikke ved, hvem du er uden den.
Hvad nu, hvis du har brugt så mange år på at forstå, hvorfor nogen gjorde dig ondt, at du har glemt at leve det liv, der kom bagefter?
Det er her, jeg synes, vi skal turde undersøge, hvad det egentlig betyder at give slip.
For at give slip er ikke det samme som at sige, at det, der skete, var i orden, og det er heller ikke det samme som at tilgive nogen, der ikke har bedt om tilgivelse.
Nogle gange handler det om at opdage, at du ikke længere behøver bruge resten af dit liv på at bære rundt på noget, der allerede har kostet dig så meget.
Forstoppelse – når du holder sammen på mere, end du behøver
Forstoppelse handler fysisk om, at afføringen bevæger sig langsomt gennem tarmen, bliver hård eller er vanskelig at komme af med, og det kan blandt andet hænge sammen med tarmens bevægelser, væskebalance og bækkenbundens funktion.
Men i kropsterapi synes jeg også, det er interessant at undersøge, hvordan du generelt forholder dig til at give slip.
Måske har du gennem livet lært, at det er bedst at holde sammen på dig selv.
Du græder ikke foran andre, du viser helst ikke din vrede, og du har svært ved at lade nogen se, når du ikke har styr på tingene.
Måske spænder du i maven og bækkenbunden, når du bliver presset, og måske har du vænnet dig til at holde igen i kroppen, fordi det giver dig en følelse af kontrol.
Og her synes jeg, det bliver interessant at undersøge, hvorfor det føles så utrygt at give slip.
Måske oplevede du tidligere i livet, at du mistede kontrollen i situationer, hvor du følte dig magtesløs, og måske har du derfor lært, at du skal være på forkant med alting for at føle dig sikker.
Det kan være en gammel strategi, der stadig lever videre i kroppen.
Når du arbejder med maven derhjemme, kan du bruge Smoons massageolie eller castorolie til rolige, cirkulære bevægelser, hvor du følger tyktarmens overordnede forløb fra højre side opad, hen over maven og ned langs venstre side.
Du kan også bruge Smoons store krops-gua sha sammen med olie til blide, glidende bevægelser over maven, eller lymferullen med olie til rolige bevægelser på maven som en del af din kropsrutine.
Men prøv også at undersøge, om du er lige så god til at give slip i dit liv, som du gerne vil være i din krop.
For måske er det ikke kun din mave, der holder igen.
Måske er du også blevet vant til at holde igen med dine følelser, dine behov og din evne til at lade andre komme tæt på.
Oppustet mave – når du har fyldt dig selv med mere, end du kan rumme
Oppustethed kan opstå, når der dannes eller ophobes gas i fordøjelsessystemet, når tarmens bevægelser ændrer sig, eller når samspillet mellem tarmen, mellemgulvet og bugvæggens muskler påvirker, hvordan maven udvider sig.
Men prøv at tænke over, hvor interessant selve oplevelsen er.
Maven føles fuld, spændt og udvidet, som om der simpelthen ikke er plads til mere.
Og måske er det netop den følelse, du også kender fra dit liv.
Måske har du gennem en længere periode haft så mange ting at forholde dig til, at du næsten ikke længere kan rumme flere krav.
Du har bekymret dig om dine børn, haft travlt på arbejdet, forsøgt at få hverdagen til at hænge sammen og måske samtidig været igennem nogle følelsesmæssige oplevelser, du aldrig rigtig har fået tid til at bearbejde.
Og selvom du fortæller dig selv, at du har styr på det, mærker du måske, at kroppen er blevet mere spændt, åndedrættet mere overfladisk, og at maven reagerer anderledes end tidligere.
Det interessante er, at belastninger ikke altid opstår på én enkelt dag, men nogle gange er måneder eller år, hvor du gradvist har vænnet dig til at leve med mere, end du egentlig har overskud til.
Du lægger måske slet ikke mærke til det, fordi du har lært at fungere i det.
Men kroppen kan stadig reagere på den samlede belastning.
Her kan du arbejde med Smoons massageolie eller castorolie og rolige bevægelser omkring maven, og du kan bruge den store krops-gua sha med olie til at arbejde med vævet på maven, eller lymferullen med olie til blide, rytmiske bevægelser over maven og benene.
Bindevævsrullen med olie kan bruges på blandt andet ryg, lænd, hofter og ben, hvor du ønsker at arbejde med spændinger og bevægelighed i vævet.
Men måske er det vigtigste, du kan gøre, slet ikke endnu en øvelse.
Måske skal du begynde at vælge noget fra.
For hvad nu, hvis din mave ikke er det eneste sted, hvor der ikke længere er plads til mere?
Diarré – når kroppen reagerer med hastighed og uro
Hvor forstoppelse kan opleves som en fordøjelse, der holder igen, er diarré ofte forbundet med, at indholdet passerer hurtigere gennem tarmen, eller at tarmen ikke optager væske på samme måde som normalt.
I kropsterapi synes jeg, det kan være interessant at undersøge, hvordan kroppen reagerer, når vi bliver utrygge eller overvældede.
Måske kender du følelsen af pludselig at skulle på toilettet, inden du skal til en vigtig samtale, eller at maven begynder at arbejde voldsomt, når du står i en situation, hvor du føler dig presset.
Det autonome nervesystem spiller en rolle i tarmens bevægelser og følsomhed, og derfor kan følelsesmæssig belastning påvirke fordøjelsen meget direkte.
Men jeg synes også, vi skal undersøge, hvordan du generelt reagerer, når livet bliver svært.
Bliver du rastløs, får du travlt med at finde en løsning, eller får du næsten en følelse af, at du skal væk fra situationen så hurtigt som muligt?
Måske har du gennem livet lært, at det var tryggere at flygte fra konflikter end at blive i dem, og måske reagerer dit nervesystem stadig hurtigt, når noget minder dig om tidligere oplevelser af utryghed.
Og måske er det netop her, du skal begynde at arbejde med at skabe mere tryghed i kroppen, så du ikke hele tiden føler, at du skal væk fra det, der er svært.
Gammelt skidt i kroppen – når fortiden stadig lever i dine reaktioner
Jeg bruger nogle gange billedet af, at vi kan bære rundt på gammelt skidt i kroppen.
Ikke som konkrete klumper af sorg eller vrede inde i maven, men som erfaringer, der har præget vores nervesystem og den måde, vi reagerer på.
Måske har du oplevet noget svært for mange år siden, som du egentlig synes, du er kommet videre fra, men alligevel reagerer kroppen voldsomt, når du møder en situation, der minder dig om det.
Du kan blive urolig, få ondt i maven eller mærke en knude under ribbenene, uden at du nødvendigvis med det samme forstår hvorfor.
Det er noget af det, der gør arbejdet med kroppen så interessant.
For du kan have en fortælling om dig selv, hvor du er stærk, selvstændig og har lagt fortiden bag dig, samtidig med at dit nervesystem stadig reagerer ud fra erfaringer, der engang gjorde det nødvendigt at være på vagt.
Og måske er det netop derfor, vi nogle gange har svært ved at ændre vores mønstre, selvom vi godt ved, hvad vi burde gøre.
For hvis kroppen gennem mange år har lært, at kontrol skaber tryghed, er det ikke sikkert, at den bare giver slip, fordi du har besluttet dig for at være mere afslappet.
Du skal måske begynde at skabe nye erfaringer, hvor du opdager, at du godt kan sige nej uden at miste kærlighed, at du godt kan være vred uden at ødelægge en relation, og at du godt kan overlade noget til andre uden at miste kontrollen over dit liv.
Og her kan arbejdet med åndedræt, bevægelse, berøring og kropsbevidsthed være en vigtig del af processen.
For måske har du forstået din fortid med hovedet.
Men har du også lært din krop, at den ikke længere behøver at leve i den?
Mavemassage med castorolie og gua sha – mere end fordøjelse
Jeg synes, der er noget særligt ved at arbejde med maven, fordi det er et område, hvor mange mennesker både mærker stor følsomhed og har udviklet en vane med at holde igen.
Måske har du gennem mange år holdt maven inde, fordi du gerne ville se slankere ud, eller spændt i den, når du blev nervøs, fordi det gav dig en følelse af at holde sammen på dig selv.
Måske har du aldrig rigtig overvejet, hvor meget du spænder, før du begynder at lægge hænderne på maven og mærke, hvordan den bevæger sig med åndedrættet.
Og her synes jeg, massage kan være en interessant indgang.
Du kan bruge Smoons massageolie eller castorolie til at arbejde med rolige, cirkulære bevægelser over maven, hvor du mærker vævet og giver dig tid til at lade åndedrættet bevæge sig frit.
Du kan bruge Smoons store krops-gua sha sammen med olie til blide bevægelser over maven og kroppen, og du kan bruge lymferullen med olie på både maven og benene som en del af en rolig rutine, hvor du giver kroppen opmærksomhed uden at skulle præstere noget.
Bindevævsrullen sammen med olie kan du bruge på de fleste større områder af kroppen, eksempelvis ryggen, lænden, hofterne, lårene og maven, hvor du ønsker at arbejde med vævet og kroppens bevægelighed, mens kæbesættet er det relevante redskab til kæber og nakke.
Men jeg synes, du skal prøve at gøre noget andet samtidig.
Prøv at lægge mærke til, hvad der sker indeni dig, når du giver kroppen lov til at slippe lidt af kontrollen.
Bliver du utålmodig, får du lyst til at gøre noget mere, eller mærker du måske en følelse, du ikke rigtig har haft tid til at beskæftige dig med?
For måske er det netop i de øjeblikke, hvor du holder op med at forsøge at ændre kroppen, at du begynder at opdage noget om den måde, du har lært at være i den på.
Du kan ikke fordøje et liv, du aldrig giver dig selv tid til at mærke
Jeg tror, vi er blevet utrolig dygtige til at fylde vores liv.
Vi fylder kalenderen med aftaler, hovedet med information, kroppen med krav og dagene med alt det, vi synes, vi burde nå, og samtidig forventer vi, at vi skal kunne håndtere det hele uden at miste overskuddet.
Men måske har vi glemt noget vigtigt.
For ligesom fordøjelsessystemet har brug for at modtage, bearbejde, optage og udskille, har vi også brug for tid til at forholde os til det, vi oplever.
Vi har brug for at kunne mærke vores følelser, forstå vores reaktioner, træffe beslutninger og give slip på det, vi ikke længere har brug for at bære rundt på.
Og måske er det netop her, mange af os kommer til at leve imod os selv.
Vi tager mere og mere ind, men giver os næsten aldrig tid til at bearbejde det, vi bliver ved med at tænke på gamle oplevelser, men får aldrig rigtig mærket, hvad de gjorde ved os, og vi forsøger at kontrollere vores omgivelser, fordi vi engang lærte, at det var den bedste måde at beskytte os selv på.
Men hvad nu, hvis du ikke længere behøver leve sådan?
Hvad nu, hvis du godt kan være et menneske, der mærker sin vrede, uden at den skal eksplodere, og et menneske, der kan være ked af det, uden at føle, at det er et tegn på svaghed?
Hvad nu, hvis du godt kan tage imod kærlighed, hjælp og omsorg uden at skulle gøre dig fortjent til det?
Og hvad nu, hvis du kan begynde at give slip på nogle af de gamle historier, som du har båret rundt på så længe, at du næsten er begyndt at tro, at de er en del af den, du er?
Jeg synes, vi skal begynde at se vores fordøjelse som mere end et system, der skal fungere.
Den kan også være en anledning til at undersøge, hvordan vi lever, hvad vi tager ind, hvad vi giver plads til, og hvad vi bliver ved med at holde fast i.
For måske har du brugt mange år på at forsøge at finde ud af, hvad din mave ikke kan tåle.
Men har du nogensinde undersøgt, hvad du selv bliver ved med at finde dig i?
Fordøj dit liv – forstå din mave og de mønstre, du bærer med dig
I min e-bog Fordøj dit liv tager jeg dig med gennem fordøjelsessystemet fra munden til tarmene, hvor vi undersøger, hvordan organerne arbejder fysiologisk, og hvordan deres funktioner kan give os et interessant kropsterapeutisk perspektiv på vores følelsesmæssige liv.
Vi kommer omkring mavesækken, leveren, galdeblæren, bugspytkirtlen, tyndtarmen, tyktarmen, solar plexus og navlen, og undervejs arbejder vi med forbindelsen mellem nervesystemet, kinesisk medicin, gamle mønstre og de oplevelser, vi har med os gennem livet.
For måske begynder en dybere forståelse af din fordøjelse med, at du også begynder at interessere dig for alt det, du gennem livet har forsøgt at sluge, bearbejde, kontrollere og holde fast i.
Måske er det på tide at holde op med at sluge dit eget liv
Hvor mange år har du brugt på at forstå andre mennesker, tilsidesætte dine egne behov og overbevise dig selv om, at du sagtens kunne klare lidt mere, selvom kroppen for længst var begyndt at fortælle dig noget andet?
Og hvad får du egentlig ud af altid at være den, der kan rumme det hele?
Måske har du været så optaget af at være stærk, forstående og rummelig, at du har glemt, at du også har ret til at fylde, reagere, sige fra og vælge dig selv.
Din krop er ikke bare en beholder, du kan blive ved med at fylde. Den er dit hjem, og du skal leve i den resten af dit liv.
Så måske skal du ikke forstå mere, acceptere mere eller lære at rumme endnu mere. Måske skal du begynde at mærke din vrede, give sorgen plads og træffe de beslutninger, du har udskudt alt for længe.
Hold op med at sluge det, der gør ondt. Hold op med at bære det, der ikke er dit. Og hold op med at gøre dig selv mindre for at give plads til alle andre.
Giv slip på det, der holder dig fast, og begynd at leve det liv, du alt for længe har forsøgt at fordøje.