Der er noget interessant ved overgangsalderen, som jeg synes, vi taler alt for lidt om.
For selvfølgelig taler vi om hedeturene, nattesveden, den manglende søvn, den tørre hud, den oppustede mave og de ekstra kilo, som pludselig har besluttet sig for at slå sig ned omkring taljen, selvom vi ikke synes, vi har ændret ret meget på vores vaner.
Men hvad med alt det andet?
Hvad med den kvinde, der pludselig sidder ved middagsbordet og bliver rasende over noget, hun har accepteret i tyve år? Hende, der ikke længere orker at være familiens kalender, følelsesmæssige skraldespand og den, der altid sørger for, at alle andre har det godt? Eller hende, der en morgen står foran spejlet, betragter sin krop og tænker, at hun faktisk ikke ved, hvem hun er længere, hvis hun ikke skal være mor, hustru, medarbejder og hende, der altid har styr på det hele?
Måske genkender du følelsen af at blive irriteret over små ting, der tidligere ikke rørte dig, og måske har du selv tænkt, at det må være hormonerne, fordi du ikke kan forstå, hvorfor du pludselig reagerer så voldsomt.
Men jeg synes, vi skal passe på med at forklare alt, hvad en kvinde oplever i overgangsalderen, med hormoner.
For hvad nu, hvis du faktisk har været utilfreds med nogle af de samme ting i mange år, men tidligere har haft lettere ved at overhøre dig selv?
Hvad nu, hvis den vrede, der pludselig eksploderer, ikke kun handler om det, der sker lige nu, men også om alle de gange, du ikke fulgte din egen retning, ikke sagde det, du mente, og valgte at gøre det, andre forventede af dig?
Og hvad nu, hvis overgangsalderen ikke kun handler om at miste noget, men også om at opdage, hvad du ikke længere har lyst til at bruge resten af dit liv på?
Overgangsalderens symptomer – når hormonerne forandrer sig
Overgangsalderen er ikke en enkelt begivenhed, hvor menstruationen pludselig stopper, og kroppen fra den ene dag til den anden bliver en anden. For mange kvinder begynder forandringerne flere år tidligere, i den periode vi kalder perimenopausen, hvor hormonerne kan svinge betydeligt, før menstruationerne til sidst ophører.
Østrogen og progesteron er ikke kun involveret i menstruationscyklussen og fertiliteten, men har også betydning for blandt andet temperaturregulering, søvn, slimhinder, knogler og forskellige funktioner i hjernen. Derfor kan de hormonelle forandringer mærkes mange forskellige steder i kroppen.
Måske sover du dårligere, selvom du er fuldstændig udmattet, eller oplever, at du ikke længere kan koncentrere dig, som du plejer. Måske bliver du hurtigere overvældet, mere følsom over for støj og afbrydelser eller pludselig usikker på dig selv i situationer, hvor du tidligere følte dig helt hjemme.
Jeg har gennem mit arbejde som kropsterapeut mødt mange kvinder, der næsten undskylder, når de fortæller, at de ikke længere kan det samme som tidligere. De beskriver sig selv som dovne, overfølsomme eller mindre robuste, fordi de bliver trætte, mister overblikket eller ikke længere har overskud til alt det, de plejer at klare.
Men det interessante er, at de ofte forsøger at løse forandringerne ved at stille endnu større krav til sig selv. De vil træne hårdere, spise mindre, planlægge bedre og tage sig mere sammen, som om kroppen bare skal bringes tilbage under kontrol.
Og når jeg arbejder med deres kroppe, kan jeg nogle gange mærke, hvor svært det er for dem at give slip. De forsøger at hjælpe mig med bevægelsen, spænder imod eller holder vejret, selvom de ligger på briksen for at modtage en behandling.
Det er netop sådan nogle situationer, der gør mig nysgerrig.
For hvis du har svært ved at lade et andet menneske bevæge din arm, uden at du selv skal hjælpe til, hvordan er det så egentlig for dig at overlade ansvaret til andre i resten af dit liv?
Det fortæller ikke i sig selv, hvorfor du spænder, men det giver os et interessant sted at begynde samtalen.
Når vreden eksploderer – alle de gange, du ikke fulgte din egen retning
Forestil dig, at du kommer hjem efter en lang arbejdsdag, og at der igen ligger vasketøj, nogen spørger, hvad I skal have til aftensmad, og din partner sidder i sofaen og spørger, om du ikke lige kan finde ud af noget.
Tidligere ville du måske bare have gjort det, for sådan har det jo altid været, og det var næsten lettere at tage opgaven selv end at skulle forklare, hvorfor du syntes, andre burde gøre det.
Men denne gang eksploderer du.
Du bliver rasende over et spørgsmål om aftensmad, og bagefter står du måske tilbage med dårlig samvittighed, fordi du ikke kan forstå, hvorfor du reagerede så voldsomt på noget, der egentlig virker så ubetydeligt.
Men måske handlede din vrede slet ikke kun om aftensmaden.
Måske handlede den om alle de aftener, hvor du lavede mad, selvom du var udmattet. Alle de gange, du sagde, at det var helt i orden, selvom du inderst inde var frustreret. Alle de gange, du valgte at være forstående, fordi du ikke ville skabe en konflikt, og alle de gange, du mærkede et tydeligt nej i kroppen, men alligevel sagde ja.
I kropsterapi arbejder vi med den forståelse, at vores følelsesmæssige reaktioner også kommer til udtryk gennem kroppen. Når du bliver vred, kan du mærke en øget muskelaktivitet, et hurtigere åndedræt, spændinger i kæben, brystkassen eller maven og en energi, der næsten kræver, at du handler.
Men hvad sker der, hvis du gennem mange år har lært, at du ikke må vise den vrede?
Måske spænder du kæben, synker ordene og smiler, selvom du har lyst til at råbe. Måske bliver du så dygtig til at undertrykke dine reaktioner, at du efterhånden ikke længere opdager, hvor vred du egentlig er, før noget tilsyneladende ubetydeligt får det hele til at vælte.
Jeg synes, det er interessant at betragte den eksplosive vrede som noget, der også kan have en historie.
Ikke fordi gamle følelser bogstaveligt ligger gemt i musklerne og venter på at komme ud, men fordi vi gennem livet kan udvikle vaner, hvor vi igen og igen tilbageholder vores reaktioner, og hvor nervesystemet lærer at reagere på bestemte situationer med spænding, frustration og tilbageholdt handlekraft.
Og måske er det netop her, overgangsalderen bliver så interessant.
For når hormonelle forandringer, søvnmangel og et mindre følelsesmæssigt overskud kommer oveni, kan du opleve, at du ikke længere har samme kapacitet til at holde alt det tilbage, som du tidligere har været så dygtig til at kontrollere.
Pludselig kommer vreden frem.
Og måske skal du ikke kun spørge dig selv, hvordan du får den til at forsvinde igen, men også hvad den forsøger at gøre dig opmærksom på.
For hvor mange gange har du egentlig svigtet din egen retning for at bevare freden omkring dig?
Hvor mange gange har du sagt, at noget var lige meget, selvom det ikke var det?
Og hvor meget af den vrede, du nu mærker over for andre, handler måske også om, at du er begyndt at blive vred på dig selv over alle de gange, du ikke tog dine egne behov alvorligt?
Det er ikke altid rart at undersøge, men det kan være langt mere interessant end blot at konstatere, at du er blevet mere irritabel på grund af dine hormoner.
Hvem er du, når du ikke længere skal være den, alle andre har brug for?
Der er en særlig livsfase, som for mange kvinder falder sammen med overgangsalderen.
Børnene bliver større eller flytter hjemmefra, forældrene bliver ældre, parforholdet har måske fundet nogle meget faste roller, og arbejdslivet har gennem mange år været fyldt med forventninger, ansvar og rutiner.
Pludselig står du et sted, hvor meget af det, der tidligere gav dit liv retning, er ved at ændre sig.
Måske har du glædet dig til at få mere tid til dig selv, men når den endelig kommer, ved du ikke helt, hvad du skal stille op med den. For hvad har du egentlig lyst til, når du ikke længere skal planlægge din dag efter alle andres behov?
Måske opdager du, at du ikke har stillet dig selv det spørgsmål i årevis.
Jeg synes, der ligger noget tankevækkende i, at mange kvinder er utrolig dygtige til at mærke, hvad andre mennesker har brug for, men kan have svært ved at mærke deres egne behov.
De kan næsten fornemme, når deres partner har haft en dårlig dag, når børnene er bekymrede, eller når stemningen omkring middagsbordet ændrer sig, men hvis man spørger dem, hvad de selv har lyst til, bliver svaret ofte, at det ved de faktisk ikke.
Og måske er det ikke så mærkeligt.
For hvis du gennem mange år har gjort det til din opgave at sørge for, at alle andre har det godt, kan du langsomt komme til at miste kontakten til den del af dig, der mærker lyst, spontanitet og egne ønsker.
Det kan også vise sig i kroppen.
Måske bevæger du dig med en konstant følelse af at skulle videre, holder vejret, når du koncentrerer dig, og spænder i maven, når du bliver usikker. Måske har du vænnet dig til at overhøre træthed, sult eller behovet for en pause, fordi der altid var noget vigtigere, du skulle tage dig af.
Og så kommer overgangsalderen, hvor kroppen pludselig ikke længere er lige så let at overhøre.
Måske er det netop her, du begynder at opdage, at du ikke kun har brug for at forstå dine hormoner, men også for at genfinde den del af dig selv, der har været sat på pause.
Kroppen forandrer sig – men hvorfor er det så svært at acceptere?
Jeg tror, de fleste kvinder kender følelsen af at stå foran spejlet og opdage noget ved kroppen, som ikke var der tidligere.
Måske er maven blevet blødere, taljen mindre markeret, huden tyndere eller brysterne anderledes, og måske mærker du en næsten automatisk trang til at finde ud af, hvordan du kan få kroppen tilbage til det, den var.
Vi taler om at komme tilbage i form, få vores gamle figur igen og bekæmpe alderstegnene, som om kroppens naturlige udvikling er en modstander, vi helst skal besejre.
Men tilbage til hvad?
Til den krop, du havde, da du var tredive, hvor du måske samtidig havde travlt med at være utilfreds med dine lår, din mave eller din bagdel?
Jeg synes, det er tankevækkende, hvor meget af vores liv vi kan bruge på at være utilfredse med en krop, som vi ti år senere ville ønske, vi stadig havde.
De hormonelle forandringer omkring overgangsalderen kan påvirke fedtfordeling, muskelmasse, hud og slimhinder, og derfor kan kroppen ændre sig, selvom dine vaner ikke har ændret sig tilsvarende.
Det kan selvfølgelig være frustrerende, og du må gerne ønske at være stærk, føle dig attraktiv og have det godt i din krop.
Men jeg synes også, vi skal undersøge, hvorfor vi så hurtigt forbinder forandring med forfald, og hvorfor vi bliver ved med at måle vores værdi på, hvor godt vi kan skjule, at vi bliver ældre.
For måske er det ikke kun din krop, der er blevet anderledes, men også dit blik på den, der trænger til at forandre sig.
Hvad ville der ske, hvis du begyndte at se din krop som noget, du stadig skal leve, elske, danse, bevæge dig og opleve verden med, i stedet for noget, der hele tiden skal vurderes og sammenlignes med en yngre udgave af dig selv?
Søvnproblemer og træthed – når nervesystemet ikke kan følge med
En af de ting, jeg synes, er særligt interessante ved overgangsalderen, er forbindelsen mellem hormoner, søvn, nervesystem og vores evne til at håndtere belastning.
Måske har du tidligere kunnet have en kalender fyldt med aftaler, arbejde, familie og sociale arrangementer uden at tænke særlig meget over det, men pludselig opdager du, at du bliver mere træt, har sværere ved at koncentrere dig og ikke længere har lyst til at være sammen med mennesker hele tiden.
Du kan begynde at føle, at du er blevet mindre robust, fordi du ikke længere kan det samme som tidligere, men måske skal vi passe på med at gøre evnen til at holde til mest muligt til et mål for, hvor godt vi fungerer.
For hvad nu, hvis du gennem mange år har vænnet dig til et tempo, der faktisk ikke gav dig særlig meget plads til at mærke efter?
Når søvnen bliver afbrudt af hedeture eller natlige opvågninger, kan det påvirke både humør, energi og koncentration, og samtidig kan hormonelle forandringer spille ind på kroppens temperaturregulering og oplevelsen af velbefindende.
Det betyder, at de samme krav, som du tidligere kunne håndtere, pludselig kan føles langt mere belastende.
Og måske er det netop her, du begynder at opdage, hvor lidt restitution du egentlig har givet dig selv.
Jeg har mødt kvinder, som fortæller, at de længes efter ro, men når de endelig får muligheden for at ligge stille på behandlingsbriksen, fortsætter kroppen med at arbejde. Skuldrene er løftede, maven spændt, og åndedrættet bliver ved med at ligge højt i brystkassen.
Nogle forsøger endda at hjælpe mig med behandlingen, fordi det næsten føles forkert bare at modtage.
Og så bliver jeg nysgerrig på, hvordan de lever, når de ikke ligger på briksen.
For hvis du er vant til at være i gang fra det øjeblik, du står op, til du går i seng, er det måske ikke så mærkeligt, at kroppen har svært ved pludselig at finde ro.
Du kan ikke nødvendigvis forvente, at ti minutters afspænding om aftenen skal opveje en hel dag, hvor du har ignoreret dine egne behov.
Måske handler det derfor ikke om at finde endnu en metode til at få mere energi, men om at begynde at bruge din energi anderledes.
Og det kan være en langt større udfordring, end det umiddelbart lyder til.
Har du mistet din sexlyst – eller har du brugt dig selv op, inden dagen er slut?
Vi taler meget om nedsat sexlyst i overgangsalderen, og selvfølgelig kan hormonelle forandringer, tørre slimhinder, søvnproblemer og ubehag ved samleje spille en rolle for seksualiteten.
Men jeg synes, der mangler noget i samtalen, hvis vi kun taler om hormoner.
Forestil dig en kvinde, der står op klokken seks, sørger for morgenmad, går på arbejde, tager ansvar for kolleger og opgaver, handler på vej hjem, laver aftensmad, rydder op, vasker tøj og måske også lige får ringet til sin mor, som har brug for at tale.
Hele dagen har nogen haft brug for noget fra hende.
Når hun endelig kommer i seng, lægger hendes partner armen omkring hende, og hun mærker næsten øjeblikkeligt en irritation, som hun ikke helt kan forklare.
For hun elsker ham jo.
Men hun orker ikke mere.
Hun har ikke lyst til endnu en situation, hvor hun skal give noget af sig selv, og måske bliver hun endda irriteret over berøringen, fordi hendes krop ikke længere kan rumme flere krav, forventninger eller sanseindtryk.
Og så begynder hun at tænke, at hun har mistet sin sexlyst.
Men måske skal vi også stille et andet spørgsmål.
Hvor meget skal en kvinde egentlig give af sig selv i løbet af dagen, før vi synes, det er rimeligt, at hun ikke har mere at give om aftenen?
Måske har hun ikke kun brug for at arbejde med sin seksualitet, men også for at ændre den måde, hun bruger sig selv på fra morgen til aften.
Måske skal hun lave mindre.
Måske skal hendes partner tage et større ansvar.
Måske skal hun holde op med at være til rådighed for alle hele tiden, så hun rent faktisk har overskud til at mærke sin egen krop og sin egen lyst, når dagen er slut.
For lyst kræver ikke nødvendigvis, at du har masser af energi, men hvis du er fuldstændig udmattet, overstimuleret og føler, at alle har haft adgang til dig hele dagen, kan selv kærlig berøring opleves som endnu et krav.
I kropsterapi arbejder vi med kroppens evne til at skifte mellem aktivitet og hvile, spænding og afspænding, og det er interessant at undersøge, om du overhovedet giver dit nervesystem mulighed for at finde den ro og tryghed, hvor nærhed kan føles rar.
Men der er også noget andet, jeg synes, vi skal turde tale om.
For måske har du gennem mange år været så optaget af, om din partner synes, du er attraktiv, om du lever op til hans forventninger, og om du er en god partner, at du næsten har glemt at spørge dig selv, hvad du egentlig har lyst til.
Måske har du sagt ja til sex, når du egentlig havde lyst til at sove, og måske har du gjort det så ofte, at din krop efterhånden forbinder nærhed med noget, du skal stille op til, frem for noget, du selv kan nyde.
Det er ikke noget, vi løser ved bare at fortælle kvinder, at de skal slappe mere af.
Måske skal vi i stedet begynde at tale om, hvordan vi skaber et liv, hvor der faktisk er plads til lysten.
For hvis du vil have mere nærhed om aftenen, kan det være, at du skal begynde med at give mindre af dig selv om dagen.
Kinesisk medicin – hvad sker der med en kvinde, der har levet for længe imod sin egen natur?
Noget af det, jeg finder mest interessant ved kinesisk medicin, er, at vi ikke kun ser på et symptom isoleret, men forsøger at forstå det i sammenhæng med menneskets liv, energi, følelser og de mønstre, der gentager sig.
I den traditionelle kinesiske medicin forbindes overgangsalderen blandt andet med forandringer i nyresystemets yin og yang, og her skal vi huske, at nyrerne i kinesisk medicin ikke blot handler om de fysiske nyrer, men om et større energisystem, der blandt andet knyttes til reproduktion, udvikling, aldring og vores grundlæggende livskraft.
Yin forbindes med kroppens kølende, nærende og hvilende kvaliteter, mens yang forbindes med varme, aktivitet og handling.
Forestil dig så en kvinde, der gennem det meste af sit voksne liv har været utrolig dygtig til yang.
Hun handler, organiserer, præsterer, tager ansvar og sørger for, at alting fungerer. Hun er god til at skabe resultater og til at være noget for andre, men hun har måske aldrig rigtig lært at modtage, hvile eller lade andre tage over.
Hun har levet et liv, hvor det at gøre noget er blevet langt mere naturligt end det at være.
Og så kommer hun ind i en livsfase, hvor hendes krop begynder at ændre sig, og hvor hun måske oplever varme, uro, søvnproblemer og en følelse af ikke længere at kunne fortsætte i samme tempo.
I kinesisk medicins forståelsesramme kan vi betragte dette som en interessant ubalance mellem de kvaliteter, der skaber aktivitet, og dem, der nærer og genopbygger.
Men jeg synes, vi skal gøre det endnu mere personligt.
For måske har du været så optaget af at være stærk, at du aldrig har lært, hvordan det føles at være blød uden at føle dig svag.
Måske har du været så dygtig til at tage ansvar, at du ikke længere ved, hvordan du skal give det fra dig.
Og måske har du været så optaget af at være nødvendig for andre, at du har glemt, at du også har brug for at være noget for dig selv.
I kinesisk medicin arbejder vi også med leverens energisystem, som forbindes med den frie bevægelse af qi, vores evne til at skabe retning og følelsesmæssige temaer som vrede og frustration.
Og her synes jeg, vi rammer noget, som kan være temmelig provokerende.
For hvad sker der med et menneske, der igen og igen mærker, hvilken retning hun gerne vil bevæge sig i, men vælger at lade være?
Måske drømte du engang om at tage en uddannelse, starte noget selv eller rejse ud i verden, men lod være, fordi det ikke passede ind i familiens planer. Måske har du gennem mange år været i et parforhold, hvor du har tilpasset dig mere, end du egentlig havde lyst til, eller måske har du vænnet dig til at lade andre træffe beslutningerne, fordi det føltes lettere end at skulle stå ved dine egne ønsker.
Hver gang fortæller du dig selv, at det ikke betyder så meget.
Men hvad nu, hvis det faktisk betyder mere, end du har lyst til at indrømme?
I den kinesiske medicins sprog kan vi bruge begrebet lever-qi-stagnation som et billede på følelsen af, at noget ikke får lov til at bevæge sig frit, og i kropsterapien kan vi undersøge, hvordan den oplevelse kommer til udtryk i åndedrættet, muskelspændingerne og vores måde at holde os selv tilbage på.
Forestil dig, at du bliver vred på din partner, men vælger ikke at sige noget. Du mærker en spænding i brystkassen, maven trækker sig sammen, og kæben bliver hård, mens du forsøger at bevare roen.
Du gør det igen ugen efter.
Og igen måneden efter.
Og igen året efter.
Til sidst er det måske ikke længere én bestemt situation, du er vred over, men hele den måde, du har lært at tilsidesætte dig selv på.
Og når overgangsalderen kommer med hormonelle forandringer, søvnproblemer og mindre overskud, kan det blive sværere at fortsætte med at undertrykke den frustration, der længe har været en del af dit liv.
Så eksploderer du.
Måske over en kaffekop, der står det forkerte sted.
Men det handler ikke om kaffekoppen.
Det handler om alle de gange, du mærkede, hvad du ville, men valgte noget andet.
Det er ikke en forklaring på alle kvinders vrede i overgangsalderen, men som kropsterapeutisk perspektiv synes jeg, det er værd at undersøge.
For måske er det ikke kun din hormonelle balance, du skal være nysgerrig på.
Måske skal du også begynde at spørge dig selv, hvor i dit liv du er holdt op med at bevæge dig i den retning, der faktisk føles rigtig for dig.
Og måske er den vrede, du forsøger at få væk, også en del af den handlekraft, du har brug for, hvis noget skal forandres.
Oppustet mave og bækkenbund – at være hjemme i din egen krop
For mange kvinder bliver overgangsalderen også en periode, hvor forholdet til maven, bækkenet og underlivet forandrer sig.
Måske oplever du oppustethed, ændret fedtfordeling, en anden fornemmelse i bækkenbunden eller en mave, som ikke længere reagerer, som du er vant til, og måske bliver du mere opmærksom på områder af kroppen, som du tidligere mest har forbundet med menstruation, graviditet eller seksualitet.
I kropsterapi synes jeg, det er interessant at arbejde med bækkenet som et område, der både skal kunne skabe stabilitet og give plads til bevægelse, fordi vi nogle gange er blevet så optagede af at spænde op og holde sammen på kroppen, at vi glemmer, hvor vigtigt det også er at kunne give slip.
Måske har du gennem mange år vænnet dig til at holde maven inde, spænde i bækkenbunden og forsøge at kontrollere din kropsholdning, fordi du gerne ville se ud på en bestemt måde, og måske er det efterhånden blevet så automatisk, at du ikke længere opdager, hvor meget du egentlig holder.
Jeg synes, det er tankevækkende, at vi kan bruge så mange år på at forsøge at få en flad mave, samtidig med at vi næsten aldrig giver maven lov til at bevæge sig frit med åndedrættet.
Prøv at lægge hænderne på din mave, lade åndedrættet bevæge sig og undersøge, hvad der sker, når du ikke forsøger at holde noget på plads.
Kan du lade maven være blød, eller mærker du næsten med det samme en trang til at trække den ind igen?
Og hvad sker der, hvis du bevæger bækkenet langsomt, uden at du skal præstere noget eller gøre bevægelsen korrekt?
Måske opdager du, at du er langt mere vant til at kontrollere kroppen end til faktisk at mærke den.
For mig handler kropsterapi netop om at begynde at opdage disse mønstre og undersøge, hvordan vi kan skabe mere bevægelsesfrihed og kontakt til kroppen.
Ikke kun fordi kroppen skal fungere bedre, men fordi den også skal være et sted, hvor du kan mærke lyst, glæde, nærhed og følelsen af at være levende.
Massage og selvomsorg i overgangsalderen – ikke for at få din gamle krop tilbage
Når kroppen forandrer sig, kan det være fristende at kaste sig over endnu flere metoder, der lover at få os tilbage til den udgave af os selv, vi kendte tidligere.
Men jeg synes, vi skal prøve at vende det lidt om.
Hvad nu, hvis du begyndte at arbejde med kroppen, ikke fordi den skal være, som den var engang, men fordi du gerne vil have det godt i den, du har nu?
Massage og bevægelse kan være en måde at skabe kontakt til kroppen på, især hvis du har vænnet dig til at betragte den udefra og mest lægger mærke til den, når noget gør ondt eller ikke fungerer, som du ønsker.
Med Smoons massageolie kan du eksempelvis arbejde med rolige, glidende bevægelser over maven, benene og skuldrene, hvor du giver dig tid til at mærke vævene og åndedrættet uden at skulle opnå en bestemt effekt.
Du kan også bruge Smoons massageredskaber sammen med olien til at arbejde med muskelspændinger og kropsbevidsthed, eller lade lymferullen indgå i en blid rutine, hvor du arbejder med rolige, rytmiske bevægelser over benene.
Men jeg synes også, vi skal turde stille spørgsmål ved, hvordan vi bruger vores tid.
For hvis du gennem hele dagen har været på arbejde, ordnet praktiske opgaver, taget ansvar for andre og forsøgt at nå alt det, du synes, du burde, er det måske ikke endnu en aktivitet, du har brug for at presse ind i kalenderen.
Måske skal du i stedet begynde at vælge noget fra.
Måske skal du lade vasketøjet ligge, bede din partner lave aftensmad eller acceptere, at alting ikke behøver at være perfekt, så du faktisk får mulighed for at mærke dig selv.
For selvomsorg bliver hurtigt endnu et krav, hvis du forsøger at presse den ind i et liv, hvor der i forvejen ikke er plads til dig.
Og det er måske netop det, der skal forandres.
Hvad nu, hvis du ikke skal tilbage til den kvinde, du var?
Jeg tror, noget af det sværeste ved overgangsalderen er, at den minder os om, at livet ikke står stille.
Kroppen forandrer sig, relationerne ændrer sig, og de roller, vi tidligere har bygget vores identitet op omkring, passer måske ikke længere helt til det menneske, vi er blevet.
Det kan vække sorg, fordi vi må sige farvel til noget, vi har kendt, og fordi vi måske opdager, at der er muligheder, vi ikke længere har, eller valg, vi ville ønske, vi havde truffet anderledes.
Men jeg synes også, vi skal huske, at der kan ligge en særlig frihed i ikke længere at skulle være den samme.
Måske har du brugt de første mange år af dit liv på at forsøge at være en god datter, en god mor, en god partner, en dygtig medarbejder og et menneske, andre kunne regne med.
Måske har du været så optaget af at leve op til alle de roller, at du næsten har glemt, hvem du var, før du begyndte at definere dig selv gennem dem.
Og måske står du nu et sted, hvor du for første gang i lang tid har mulighed for at stille dig selv nogle helt andre spørgsmål.
Hvad har jeg egentlig lyst til?
Hvilke mennesker giver mig energi, og hvilke relationer bliver jeg ved med at holde fast i, fordi jeg føler, at jeg bør?
Hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke længere var så optaget af, hvad andre tænker om mig?
Og hvad ville der ske, hvis jeg holdt op med at forsøge at blive den kvinde, jeg var, og i stedet begyndte at være nysgerrig på den kvinde, jeg er ved at blive?
For måske handler overgangsalderen ikke kun om, at kroppen mister sin evne til at få børn, men også om, at du befinder dig i en livsfase, hvor du får mulighed for at bruge mere af din energi på det liv, du selv gerne vil leve.
Det betyder ikke, at overgangsalderen nødvendigvis føles som en gave, for for nogle kvinder er symptomerne så belastende, at de fylder det meste, og der er ingen grund til at romantisere det, der kan være både fysisk og følelsesmæssigt svært.
Men midt i alle forandringerne synes jeg, vi skal passe på med kun at tale om det, vi mister.
For hvad nu, hvis du samtidig er ved at opdage noget, du har savnet i mange år?
Måske er du ikke ved at miste dig selv. Måske er du ved at opdage, hvor meget af dig selv du har sat til side for at være den kvinde, alle andre havde brug for.
Og måske er det på tide, at du begynder at spørge, hvem du selv har lyst til at være.
Vil du forstå din krop og dine hormoner gennem livets forskellige faser?
I min e-bog Kvinde, forstå din krop – Hormoner gennem livet tager jeg dig med gennem kvindekroppens hormonelle forandringer og kobler den fysiske forståelse sammen med kropsterapi, følelser, nervesystem og de livsfaser, vi bevæger os igennem.
For når vi forstår, hvad der sker i kroppen, bliver det også lettere at møde dens forandringer med nysgerrighed frem for hele tiden at forsøge at kæmpe imod dem.